Forside Nyheder Fremtidens Økonomistyring Publikationer Bøger Ledelseshåndbøger Forskningsområder Kurser & foredrag Rådgivning & Udvikling Curriculum Vitae Interviews Kontakt
 

Fremtidens Økonomistyring i kommunerne

I de kommende år vil alle kommuner skulle udvikle deres økonomistyringsmodel med henblik på at skabe det størst mulige ledelsesrum. Dette skal ske, samtidig med at budgetterne skal holdes, og der skal skabes maksimal effekt af de kommunale aktiviteter. Vejen frem er at styrke den decentrale ledelseskraft og ved en moderne og effektiv økonomisk styringsmodel give den enkelte leder de bedst mulige vilkår for at løse opgaver i dialog med medarbejderne.

Det kræver, at økonomistyringsmodellen udvikles: Fremtidens ledelse i nutidens kommune realiseres med Fremtidens Økonomistyring. Løsningerne findes allerede. Vi har teknikker, metoder og erfaringer. Elementer er implementeret i mange kommuner, men de kommende års udfordringer kræver, at alle spiller på samme hold, og at økonomistyringen er medspiller fremfor modspiller i det faglige arbejde. Derfor er Fremtidens Økonomistyring mere end nogensinde på vej.

Fremtidens økonomistyring er effektbasseret

En mest markante tendens i hele den offentlige sektor er lige nu, at der strategisk og ledelsesmæssigt fokuseres på resultater og effekt. Det betyder, at økonomistyringen må ændre karakter. Målstyringen på indrettes mod effekt og budget- og bevillingsmodeller skal ændres. COK har i efteråret 2015 udgivet en film om Fremtidens Økonomistyring. Den varer 8 minutter og Per Nikolaj Bukh giver heri sit bud på, hvad Fremtidens Økonomistyring indebærer. Se filmen her. Læs også mere om effektbaseret økonomistyring her og her.

Få en introduktion til effektbaseret styring på COK's temadag om effektbaseret økonomistyring eller kontakt Per Nikolaj Bukh for at høre mere.

Fremtidens økonomistyring skal skabes nu

Per Nikolaj Bukh har stor ekspertise i udvikling af økonomistyringsmodeller og -teknikker. Han har medvirket ved udvikling og implementering af nye styringsmodeller i en stor mængde kommuner, og han har erfaringer fra mange forskellige serviceområder. Med udgangpsunkt i et indgående kendskab til, hvordan konkrete styringsproblemstillinger løses medvirker Per Nikolaj som rådgiver og sparingspartner ved implementeringen af Fremtidens Økonomistyring.

Fremtidens Økonomistyring kræver nye kompetencer og inspiration til nye løsninger. Per Nikolaj har holdt utallige oplæg for ledere og økonomifolk og har tilrettelagt interne udviklings- og kursuforløb i mange kommuner. I særdeleshed har han stor eksperise i design af effektbaserede styringsmodeller. Dette indebærer mere end blot at have et ledelsesmæssigt fokus på resultater og effekter, at arbejde evidensbaseret og anvende program- og forandringsteorier. Det centrale er at få den økonomiske styringsmodel i spil, således at tildelings-, takst- og budgetmodeller sikrer de rigtige incitamenter.

Læs mere om COK's 8-dags kursus om Fremtidens Økonomistyring her (læs også 12-dags programmet der blev udbudt fra 2010 til 2015 her). Se desuden mere aktuelle kurser og konferencer, der sætter fokus på Fremtidens Økonomistyring her. Læs desuden mere om kommunal økonomistyring samt offentlige ledelse.

Temadag om effektbaseret økonomistyring

Når der er ikke er penge til det hele har mange kommuner besluttet sig for de oplagte løsninger: Fokuser på kerneopgaverne, få mest mulig effekt,  drop de indsatser der ikke virker, aktiver civilsamfundet, tag udgangspunkt i borgerens handlingskapacitet og skab sammenhæng på tværs af forvaltningerne. Men hvordan bliver det virkelighed?  

Nøglen er decentral ledelseskraft, øget ledelsesrum og styring, der skaber energi fremfor siloer og demotivation. Det kommer heller ikke af sig selv, men skal skabes gennem nye og bedre styringsmodeller. Effektbaseret økonomistyring er løsningen, men hvad er det egentlig? Hvad er potentialet og hvad kræver det? Det vil vi sætte fokus på, når COK den 8. juni 2016 afholder temadag for ledere og specialister om effektbaseret økonomistyring. 

Temadagen er for alle, der beskæftiger sig med ledelse og styring. Fokus er at skabe en ny og effektiv styring, så ambitiøse faglige mål kan nås samtidig med at budgetterne overholdes ved anvendelse af effektbaseret økonomistyring. Formålet med dagen er, at give indblik i, hvad det indebærer og kræver, samt hvordan effektbaseret økonomistyring kan implementeres i kommunen.

Temadagen er derfor relevant for alle, der beskæftiger sig med økonomistyring samt faglige ledere, der vil deltage i udviklingen af en ny styringsmodel, der skaber decentrale frihedsgrader og nye rammer for fremtidens kommune. Ligeledes giver temadagen specialister med fokus på strategi, udvikling, styring, kvalitet og evaluering kompetencer til at deltage i udviklingen af effektbaseret økonomistyring.

Lære mere om temadagen på COK’s hjemmeside eller se programmet her. Se også Per Nikolaj Bukh kommentar til programet.

Hvad indebærer Fremtidens Økonomistyring?

Fra tidligere at være orienteret mod overholdelse af regnskabsregler, kontrol af bevillinger, rammestyring, overholdelse af budgetter og dokumentation af forbrug samt realisering af politiske mål, er der sket en bevægelse mod øgede krav til at økonomistyringen skal sikre effektiv og målrettet decentral ledelse, mere fokus på aktivitetsbaseret økonomisk styring samt en sammenknytning af effekter og resultater med den økonomiske indsats. Dette blot for at nævne nogle af de ændringer, der kendetegner udviklingen.

Det stiller krav om nye økonomistyringsmodeller og nye måder at arbejde med økonomistyring. Den klassiske regel- og budgetbaserede styring suppleres af nye styringselementer som for eksempel resultatstyring, effektstyring, målstyring, ratinger, evaluering, kontraktstyring, pay-for-performance, styring ved nye former for bevillingsmodeller og takstbaserede budgetmodeller. Der er ikke blot tale om et pres drevet af en række moderniseringsprogrammer og reformer. Men også uafhængigt af disse styringspres skal vi i stigende grad kunne tage nye teknikker til os.

De kommunale virksomheders økonomiske struktur – både på indtægts- og omkostningssiden – vil i fremtiden i langt højere grad blive aktivitetsafhængige, ligesom en række af de kommunale serviceområder udsættes for konkurrence og opgaveomlægninger. Det er en udvikling, der skaber behov for nye styringsredskaber. Samtidig er de traditionelle styringsmodeller ikke tilstrækkelige til at give information om mål og strategier på en helheds- og fremtidsorienteret måde. Derfor suppleres den traditionelle styring med indførelsen af andre typer styringsmodeller. Men der er brug for at udvikle en helhedsorienteret og sammenhængende økonomisk styringsmodel.

De nye styringsmodeller har potentialet til at skabe fokus på de rigtige aktiviteter og sikre både omkostningsbevidsthed og gode effekter i et konkurrencepræget styringsmiljø. Modellerne er imidlertid kun effektive under forudsætning af, at de tilrettelægges hensigtsmæssigt og med bevidsthed om deres indbyggede logikker samt mulige fordele og faldgruber. Uhensigtsmæssigt designede modeller kan medføre væsentlige ledelsesmæssige problemer, uhensigtsmæssige organisatoriske og personlige resultater, demotiverede medarbejdere og utilfredse brugere – for slet ikke at tale om de omdømmemæssige og politiske konsekvenser. Men det kræver specialistviden at kunne tilrettelægge den rigtige økonomistyringsmodel.

De sidste 3-4 år har den markante trend været, at der er blevet sat fokus på evidens og effektbaseret styring. De knappe ressourcer har øget behovet for at skabe mest mulig nytte af de offentlige aktiviteter både på kort og langt sigt. Komplicerede samspil mellem mange aktørers indsats på f.eks. sundheds- og socialområderne introducerer nye styringsmekanismer og styringsbehov.  Derfor er det gennemgående tema i Fremtidens Økonomistyring omkostningseffektvitet  - og derfor er et hovedsigte med forløbet at vise, hvordan økonomisk og effektbaseret styring går hånd i hånd.

Kursus i Fremtidens Økonomistyring?

Per Nikolaj Bukh har udviklet kursuskonceptet Fremtidens Økonomistyring, som ruster ledere såvel som økonomistyringsspecialister til at kunne designe og udvikle kommunens økonomiske styringsmodel. Det kræves et indgående kendskab til, hvordan de økonomiske styringsmodeller og -redskaber fungerer, og hvordan de spiller sammen. Det er det, som denne uddannelse drejer sig om. Indtil nu har omkring 400 kommunale økonomimedarbejdere og ledere deltaget på uddannelsen Fremtidens Økonomistyring, som udbydes af COK, og dermed lært om helt nye måder at styre økonomi og resultater på.  

Adskillige kommuner har allerede integreret fremtidens teknikker i styringsmodellerne og har udviklet nye måder at gennemføre effektiv og tillidsbaseret styring. Disse erfaringer indgår i Fremtidens Økonomistyring, som er den mest specialiserede uddannelse i design af kommunal økonomistyring der findes her i landet. Forløbet er baseret på den nyeste state-of-the-art viden om økonomistyring og knivskarpe erfaringer med, hvordan nye økonomistyringsteknikker fungerer, tilpasses og anvendes.

Uddannelsen er målrettet økonomikonsulenter og alle andre, der beskæftiger sig med økonomistyring, samt ledende medarbejdere i kommunernes økonomi- og planlægningsafdelinger mv.  Uddannelsen er også relevant for faglige ledere eller specialister med fokus på strategi, udvikling, styring, kvalitet og evaluering.

Læs mere om COK's 8-dags kursus om Fremtidens Økonomistyring her

Mere om Fremtidens Økonomistyring

Med det nye regeringsgrundlag For et friere, rigere og mere trygt Danmark, der blev offentliggjort den 27. november 2016, er der for første gang lagt op til indførelsen af effektbaseret økonomisk styring i folkeskolen. Det er et spændende tiltag. I princippet er det en rigtig god ide, som potentiel kan bane vejen for anvendelsen af mere dynamiske og retfærdige tildelingsmodeller, der øger frihedsgradere for de enkelte skoler. I praksis er effektbaseret styring ganske vanskeligt at implementere, men det kan lade sig gøre. I et indlæg på LinkedIn har Per Nikolaj Bukh analyseret, hvad forslaget vil indebære, samt hvordan det på forskellige måder og med forskellige konsekvenser kunne implementeres.

I et interview med ugebrevet Mandag Morgen, den 5. december 2016 siger Per Nikolaj Bukh blandt andet: “Jeg ser meget positivt på ønsket om den effektbaserede styring af folkeskolen, men hvis ikke man gør det på den rigtige måde, kan resultatet blive det modsatte og dermed øge omkostningerne”…. “Opgaven med at indføre en effektbaseret styring af den offentlige sektor er en meget, meget stor opgave, fordi styringen skal rettes til på alle områder og i alle detaljer. Det er et meget stort projekt,” siger han

Mandag Morgen beskriver den 3. oktober 2016, hvordan Odense Kommune siden 2010 styret har velfærden efter mål og effekter. I artiklen pointerer Per Nikolaj Bukh, at 
“Odense er meget ambitiøs og radikal i sit arbejde med ny styring. De holder op med at gøre, som man plejer, og kan ende med at skabe et velfærdssamfund, der er bedre og også mere effektivt. Men det kommer til at tage mange år endnu”

I en artikel fortæller deltagerne på COK's kursus om, hvad deres udbytte har været. Læs artiklen her. Per Nikolaj Bukh siger i den samme artikel: ”Økonomistyring handler ikke om regler og kontroller, men derimod om frihed. Økonomistyring spiller en helt central rolle, når det rigtige ledelsesrum skal skabes. Kort sagt skal økonomistyring være med til at sætte den decentrale leder fri. Og hvordan gør vi så det? Det er en helt ny måde at tænke økonomistyring på, og der sker ikke noget, hvis man blot læner sig tilbage.  Det er en stor opgave, vi står overfor, og uanset hvor dygtig og veluddannet man er, så kræver det helt nye kompetencer – metoder og teknikker – at arbejde med økonomistyring, så det bidrager til at udspænde ledelsesrummet".

Per Nikolaj Bukh har gennemført interne udviklingsforløb i flere kommuner. I Guldborgsund Kommune har man eksempelvis valgt at hente uddannelsesforløbet Fremtidens Økonomistyring hjem til kommunen for at opkvalificere kommunens økonomimedarbejderne inden for navnlig strategisk økonomistyring og implementering af nye økonomistyringsmodeller og –teknikker. Se mere om Guldborgsund Kommunes erfaringer her.

I et interview med COK fremhæver Per Nikolaj Bukh, at der i mange kommuner ikke blot er tale om "mindre tilpasninger af tildelingsmodeller og regneark, men om et mere radikalt gearskifte, hvor strategi, organisering, ledelsesprincipper og styringsmodel skal gå op i en højere enhed”. Han fremhæver desuden, at "et oplagt eksempel på et radikalt gearskifte er folkeskolen, hvor der for 5-6 år siden i de fleste kommuner var en nogenlunde fast skolestruktur og en oplevelse af at have styr på det med klasse- eller elevbaseret bevillingstildeling. I de senere år er specialundervisningen kommet i fokus, skolestrukturer blevet ændret, den økonomiske decentralisering øget, PPR har fået en ny rolle, og der er ofte indført områdeledelse. Det har i mange kommuner været startskuddet til udviklingen af nye økonomistyringsmodeller, og folkeskolereformen betyder yderligere ændringer.". Læse hele interviewet her.

Læs desuden interview med Claus Christensen, havnedirektør for Kolding Havn, som i foråret 2014 deltog på COKs uddannelsesforløb Fremtidens Økonomistyrin her.

Per Nikolaj Bukh har skrevet forord til bogen New Public Leadership, som er udgivet af Martin Lundkvist og Nicolai Vedsted i august måned på Jurist- og Økonomforbundets Forlag. I bogen fortæller forfatterne om, hvordan Guldborgsund Kommune har arbejdet med effektbaseret ledelse og styring. I forordet skriver Per Nikolaj blandt andet: "Effekt er tilsyneladende blevet det nye sort i offentlig ledelse herhjemme. Det er der mange årsager til, og en smule paradoksalt er det nok især den knappe økonomi og det øgede fokus på kommunernes finansielle styring, som har banet vejen. Det er simpelthen blevet en nødvendighed at fremme den ledelsesmæssige orientering mod faglighed, som effektbaseret styring indebærer". Læs kapitlet her

LinkedIn-grupper og netværksarrangementer

Per Nikolaj Bukh administrerer LinkedIn-gruppen Fremtidens Økonomistyring, som er en lukket netværksgruppe for alle, som deltager og har deltaget på COK's uddannelse i Fremtidens Økonomistyring. Andre kan deltage i LinkedIn-gruppen Styring og Ledelse.

Som deltager på dette kursus får man ligeledes invitationer til det såkaldte reunion-arrangement, der hvert år afholdes som et to-dags seminar på Hotel Koldingfjord. Seminaret er udelukkende for tidligere deltagere på forløbet Fremtidens Økonomistyring. På dette arrangement præsenterer Per Nikolaj Bukh og andre indlægsholdere nye erfaringer, tidligere deltagere fortæller om, hvordan de har arbejdet med økonomistyring, og der er rig lejlighed til både at gense dmedkursister og knytte nye kontakter. Se reunion-programmet fra 2014 her og læs omtale af arrangement her. Se desuden programmet fra 2015 her.

 

 

 

Pixart